Aage Vestergaard Larsen er blandt Børsen Bæredygtig Cases 2026

Hos Aage Vestergaard Larsen er vi stolte af at være udvalgt som en af årets Børsen Bæredygtig Cases 2026. Anerkendelsen gives på baggrund af vores investering i et nyt forrensningsanlæg og regnvandsbassin, der skal mindske risikoen for, at mikroplast fra vores arealer ender i det offentlige regnvandssystem.

Som en af Nordens største plastgenanvendelsesvirksomheder arbejder vi hver dag med at oparbejde plastaffald til nye råvarer til den plastproducerende industri. På vores mere end 80.000 m² store område i Mariager håndterer vi årligt ca. 15.000 ton plastaffald, og derfor har vi et særligt ansvar for at udvikle løsninger, der tager højde for både produktion, omgivelser og miljø.

Det nye forrensningsanlæg og regnvandsbassin er en investering på 10 mio. kr. og er etableret af miljøhensyn. Løsningen består blandt andet af en cirka 1 km lang ledning til et regnvandsbassin med en kapacitet på 3.500 m³ samt et mekanisk forrensningsanlæg.

Regnvandet ledes til bassinet, hvor sediment og mikroplast kan bundfældes. Herefter pumpes vandet videre til et renseanlæg, hvor et mekanisk båndfilter fjerner partikler større end 100 mikrometer.

I løbet af 2026 vil vi teste forskellige muligheder for at genbruge det rensede vand i vores produktion.

Udvælgelsen som Børsen Bæredygtig Case 2026 ser vi som en anerkendelse af det arbejde, vi løbende gør for at styrke en mere ansvarlig plastgenanvendelse, både i selve produktionen og i de rammer, der omgiver den.