Overvind udforingen med genanvendelse af plast

Plast affald fra danske husholdninger, sorteret, vasket og kværnet til granulat, bliver blandt andet til nye dunke med vaskemiddel.

Plast er uundværligt, men åbenlyst en miljømæssig udfordring. Flere og flere virksomheder søger derfor at finde bæredygtige løsninger ved genanvendelse af plast i deres produkter og emballage.

Men hvordan kan virksomheder, der benytter plastemballage, komme i gang med at bruge genanvendt plast? Og hvilke udfordringer og muligheder møder de i processen?

Alt det, har vi spurgt Daniel Hürdum fra private label-virksomheden Nopa Nordic om, og i denne artikel dykker vi ned i hans svar.

VÆR AMBITIØS OG LØS PLASTUDFORDRINGERNE SAMMEN

Genanvendelse af plast er en uundgåelig nødvendighed i en verden, hvor plastaffald hober sig op og påvirker miljøet. Men det er ikke en let opgave, og der er betydelige udfordringer, som virksomheder skal tage fat på for at kunne gøre en forskel.

MANGEL PÅ KVALITETSMATERIALER

En af de mest presserende udfordringer er manglen på kvalitetsmaterialer. En utilstrækkelig sortering og indsamling af plastaffald begrænser tilgængeligheden af genanvendeligt plast og for at overvinde denne forhindring er der behov for en øget indsats og fokus på at forbedre sorteringen og kvaliteten af de indsamlede materialer.

Det er her, nye lovkrav og producentansvarsordninger virkelig kan gøre en forskel, fortæller Daniel Hürdum. Det vil sætte højere standarder og skærpe kravene til virksomhederne og plastproducenterne.

Udfordringerne stopper desværre ikke her.

MINDRE KOMPLEKSE GENANVENDELSESANLÆG SÆNKER PLASTENS VÆRDI

Genanvendelsesprocesserne er komplekse, og det kræver en grundig forståelse af plastens egenskaber og en tilpasning af teknologi for at kunne omdanne plastaffald til værdifulde materialer. Forskellige genanvendelsesanlæg har forskellige teknologier og kapaciteter, hvilket fører til varierende resultater i rensning og kvalitet af genanvendt plast. Nogle anlæg kan håndtere mere komplekse plastblandinger og producere højere kvalitet, mens andre må nøjes med at producere simplere materialer med lavere tekniske krav.

For at overvinde disse udfordringer og skabe de bedste forudsætninger for højkvalitets genanvendt plast, er det afgørende, at virksomheder og producenter ikke blot forstår processerne bag genanvendelsen, men også tager ansvar for deres egne produkter og emballage.

Ifølge Daniel Hürdum er det vigtigt at arbejde tæt sammen med sine leverandører og underleverandører, hvis man ønsker at skubbe grænserne for genanvendelsesmuligheder og finde innovative løsninger.

Selvom udfordringerne kan være mange og komplekse, er der også en klar vilje og en voksende bevidsthed om plastgenanvendelse.

”Det er vigtigt at være ambitiøs i sine bæredygtige målsætninger og målsætninger omkring brugen af genanvendt plast. Det er jo tilladt ikke at nå målene. Det er tilladt ikke at nå hele vejen, men så længe man gør noget og kommer i gang,” understreger Daniel Hürdum.

Kun ved at skabe sig nogle erfaringer får man løst de udfordringer, der ligger i at gøre plastgenanvendelse til en succes.

RENSNING OG GENANVENDELSESPROCESSEN ER AFGØRENDE FOR PLASTKVALITETEN

En af nøglefaktorerne i effektiv plastgenanvendelse er rensning og kvalitet af det genanvendte materiale.

Jo renere og mere ensartet plasten er, desto større er chancen for at den kan bruges i højværdi- og teknisk krævende produkter. Dette er især vigtigt i en verden, hvor efterspørgslen efter genanvendt plast vokser, og ressourcerne er begrænsede. Det er essentielt, at vi bliver bedre til at sortere og indsamle plastaffald for at sikre en konstant strøm af høj kvalitet genanvendt plast.

Hos Nopa Nordic arbejder man allerede med denne udfordring.

Nopa Nordic fokuserer på at optimere kvaliteten af deres genanvendte plast ved at samarbejde med leverandører og arbejde med forskellige plasttyper. Det er vigtigt at forstå, at de forskellige plasttyper har forskellige egenskaber og krav, og derfor kræver forskellige genanvendelsesprocesser.

“For at skabe en ægte cirkulær økonomi skal plasten bringes tilbage til sin oprindelige anvendelse. Dette kræver en dyb forståelse af plastens egenskaber og processerne omkring genanvendelse,” forklarer Daniel Hürdum.

Det betyder også, at det er nødvendigt at arbejde med design og valg af materialer for at gøre emballagen mere genanvendelsesvenlig.

NOPA NORDIC: “TAG SNAKKEN MED DIN LEVERANDØR”

Nopa Nordic er et eksempel på en virksomhed, der har integreret genanvendelse af plast i deres produktion og er med til at drive udviklingen af nye teknologier og anvendelser.

De arbejder tæt sammen med deres leverandører for at optimere plastens egenskaber og kvalitet, og de holder sig opdateret på udviklingen i netværk med andre virksomheder, som alle arbejder med at udbrede og inkorporere genanvendeligt plast i deres produktion og supply chain.

For virksomheder, der ønsker at begynde at arbejde med genanvendt plast, er det vigtigt at starte med at opbygge grundviden indenfor plast og dens egenskaber, understreger Daniel Hürdum.

En god grundviden vil gøre det lettere at kommunikere med leverandører og forstå de tekniske udfordringer og muligheder, der er forbundet med genanvendelse af plast.

Som næste skridt, anbefaler Daniel Hürdum, at man etablerer åbne og ærlige samarbejder med leverandører og andre interessenter i værdikæden for at udveksle viden og erfaringer. Dette kan hjælpe med at overvinde barrierer og finde de bedste løsninger for at genanvende plast på en effektiv og bæredygtig måde.

Selvom det kan medføre udfordringer at bruge genanvendt plast i sin virksomhed, og tænke genanvendelighed ind i produkterne, så kommer valget også med store potentialer for innovation og bæredygtig vækst.

Ved at udforske nye teknologier og anvendelsesmuligheder, kan virksomheder arbejde mod en mere cirkulær økonomi og bidrage til at reducere plastaffald og miljøpåvirkningen fra plastprodukter, samt skabe sig et brand der holder sig relevant for fremtidens miljøbevidste forbrugere.

www.nopanordic.com