En verden af genanvendt plast

En verden af genanvendt plast - pressemeddelelser
1 kg. genanvendt plast sparer miljøet for 2.4 kg. CO2 udslip

Hos Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager, gør man det man er bedst til, nemlig at genanvende plast til gavn for miljøet og i mere end 45 år søgt at gøre op med tendensen om at eksportere plastaffald til udlandet for at blive brændt, men i stedet beholde det her i landet for at blive genanvendt igen og igen. Aage Vestergaard Larsen A/S er Nordens største virksomhed inden for genanvendelse af plast, og en af de mest vidende virksomheder indenfor dette område. Virksomheden blev stiftet i 1972 i Mariager af Aage Vestergaard Larsen, først som en enkeltmands virksomhed, senere som et ApS og i dag er vi et aktieselskab med mere end 55 medarbejdere.

AVL’ kernekompetencer udspringer af en passion for bæredygtighed og cirkulær økonomi, og samlet set har virksomheden over 700 års erfaring indenfor genanvendelse og regenerering af plastmaterialer. AVL’ erfaring og viden indenfor plast vil altid være afspejlet i regeneratets/pellets høje kvalitet, der sikrer at plasten kan genanvendes op til flere gange. Aage Vestergaard Larsen A/S er medlem af NBE og Gitte Buk Larsen er med i NBE´s bestyrelse.

Plastaffald er en kostbar ressource

Forretningsudvikling og marketingchef Gitte Buk Larsen fortæller: ”Plastaffald er en kostbar ressource, og vi kan hos Aage Vestergaard Larsen A/S genanvende mange forskellige typer plast, og vi har udarbejdet metoder til at oparbejde og regenerere plast uden at gå på kompromis med kvalitet. Plast er et fantastisk materiale, som vores samfund ikke kan undvære. Uden plast ville vores madspild eksplodere, og uden plast ville vores sundhedsvæsen ikke kunne fungere. Alle undersøgelser viser, at plastforbruget i de kommende år fortsat vil stige, så det handler om at få plasten indsamlet, sorteret og finde og udvikle bæredygtige løsninger for det forbrugte plast, så det bliver ved med at være en ressource og ikke affald.”

Bæredygtig udvikling og NBE

Bæredygtig udvikling er ikke ”bare” en vision om fremtiden – hos AVL er det afgørende at der bliver investeret i bæredygtig produktion, at AVL’ egen miljøbelastning hele tiden bliver reduceret med mindst muligt forbrug af råmateriale, hjælpestoffer, vand og energi.
” Den teknologiske udvikling har åbnet op for mange nye muligheder, for at forbedre produktions- og levemulighederne for fremtiden. Igennem NBE får vi en utrolig spændende og lærerig sparring og input, der er med til at vi hele tid kontinuerligt arbejde på at forbedre miljøindsatsen og tilstræber at være blandt de bedste i både miljø- og energistyring” forklarer Gitte.

1 kg. genanvendt plast sparer miljøet for 2.4 kg. CO2 udslip

Plast er et særdeles velegnet materiale til at genbruge og genanvende. Vi har i Danmark cirka 300.000 t plastaffald (ud af en total mængde plastaffald på 350.000 t plastaffald), som vi desværre hverken genbruger eller genanvender i dag. Det bliver brændt eller eksporteret som affald. Så når vi årligt ”forvandler” 15.000 t plastaffald til en ny plastråvare baseret på genanvendt plast, så er vi med til at spare miljøet for ca. 36.000 t CO2 udslip! I Aage Vestergaard Larsen A/S er vi meget bevidste om, at vi kan og skal hjælpe til med at øge genanvendelsesgraden af plast i Danmark- for miljøets skyld såvel som for samfundets vækst generelt ved at være med til at skabe cirkulære forretningsmuligheder

Internt i virksomheden arbejder vi konstant på at nedbringe vores forbrug af såvel forbrugsstoffer som energi. Her får vi også god sparring fra NBE, som qua deres mange virksomhedsbesøg får opsamlet og videreformidler erfaring netop omkring sådanne emner. Vi har fx nedbragt vores energiforbrug (per produceret kilo genanvendt plast) med 17%, siden 2014. I samme periode har vi reduceret vores vandforbrug (per produceret genanvendt plast) med 40 %

”Ude af huset” har vi strategisk bestemt, at vi vil involvere os i at være med til at skabe cirkulære forretningsmodeller, som er med til at øge genanvendelsesgraden af plast i Danmark. Det gør vi fx lige nu ved sammen med nordjyske genbrugspladser at fokusere på at få sorteret og genanvendt mere af det plast, som de private borgere afleverer på genbrugspladserne. Lige nu er det havemøbler som bliver forsøgt indsamlet og sorteret på genbrugspladserne for så at komme her til Mariager, så vi ”forvandle” de brugte havemøbler til en ny plastråvare baseret på genanvendt plast. På landsplan deltager vi lige nu i mange lignende projekter, og alle med det formål at skabe nye cirkulære forretningsmodeller, som kan være med til at øge genanvendelsesgraden af plast i Danmark