Post-Consumer genanvendt plast skal bringe omsætningen over 100. mio. kr. i Aage Vestergaard Larsen A/S

Aage Vestergaard Larsens administrerende direktør Franz Cuculiza og bestyrelsesformand Gitte Buk Larsen.
Aage Vestergaard Larsens administrerende direktør Franz Cuculiza og bestyrelsesformand Gitte Buk Larsen.

For første gang i historien- og efter 5 års udviklingsarbejde- lancerer et dansk genanvendelsesfirma nu et fuldt produktprogram i post-consumer plast (plast der har været brugt til dets oprindelig formål mindst 1 gang). Et produktprogram som er ”vores lille måneskridt” i en verden af plastgenanvendelse, fordi netop det produktprogram skal være med til at sikre virksomheden væksten de næste mange år. Det husstandssorterede plast vil ligeledes inden for de næste par måneder blive en del af produktprogrammet.

De plastproducerende virksomheder har nu fået den mulighed, de har efterspurgt i flere år, nemlig at kunne producere højkvalitetsprodukter i genanvendt plast baseret på post-consumer plast uden at gå på kompromis med produktkvalitet og produktionseffektivitet. Der er et stort ønske i hele samfundet om at kunne være med til at øge genanvendelsesgraden af post-consumer plast i Danmark ved at bruge netop denne genanvendte plast som en råvare til nye produkter. Det ønske kan vi nu opfylde, og vi ser frem til en væsentlig øget aktivitet på såvel omsætning som medarbejderstab her på virksomheden i Mariager.

Post-Consumer affald
Begrebet post-consumer bruges om affaldsmateriale, der er blevet brugt til dets oprindelige formål. Affaldet er typisk genereret af den private husstand og afleveret i egen affaldsbehold eller afleveret på den lokale genbrugsplads. Affaldet kan også komme fra detailbranchen og/eller andre kommercielle virksomheder.