Special program

PBT

Polybutylenterephthalat, PBT
PBT kendetegnes ved stor styrke, stivhed og hårdhed. Desuden har materialet gode friktions- og slideegenskaber. Ringe fugtoptagelse giver lille kvælning (dimensionsstabil) og ensartede
elektriske egenskaber over et bredt temperatur- og fugtighedsområde.

Genanvendelse af kasserede emner og indløb er normalt muligt, dog skal man være
opmærksom på, at PBT kan være nedbrudt enten pga. kritisk forarbejdning eller
hydrolyse. Hvis materialet er håndteret forsvarligt ved den første forarbejdning, er
der en praksis, der siger, at 25 procent kværn kan tilsættes nyt materiale uden
væsentlig ændring af de oprindelige egenskaber. Det er naturligvis en forudsætning, at både nyt og kværnet materiale har et lavt fugtindhold.

PMMA

Polymethylmethacrylat, PMMA
Er en polymer af methylmethacrylat. Kan både sprøjtestøbes, termoformes og støbes i form ud fra monomeren. Et velkendt handelsnavn er Plexiglas.
PMMA findes i let- til sejtflydende varianter med forskellige egenskaber, så som høj slagstyrke og overfladeglans. Er meget vejrbestandig og stabil i UV-lys.
PMMA anvendes til tv-skærme, ovenlysruder, skilte, displays, flyruder, lampeglas, urglas, badekar, vaskekummer, billygter og andre steder, hvor transparens og udendørsbestandighed er ønskelige. I den optiske og medicinske industri til brilleglas, linser og diagnostiseringsudstyr.

PET

Polyethyleneterephthalat, PET
PET er et termoplastprodukt i polyesterfamilien. Materialet er kendt for sin store styrke og stivhed, god barriere overfor ilt og kulsyre, og fås både glasklar og ugennemsigtig. Har desuden god slagfasthed og overfladehårdhed og er let at genanvende.
PET er almindeligt anvendt som emballage til især fødevarer (f.eks. øl og sodavand) og non-food produkter på grund af sin styrke, termostabilitet og gennemsigtighed, desuden er det billigt, letvægts, splintsikkert og genanvendeligt. Genanvendt PET kan bruges til at lave mange nye produkter, herunder fleece-trøjer, fiberfyld til soveposer og dynejakker, industrielle bånd, ark og film, bildele, såsom kofangere, gitre og dørpaneler, og nye PET-beholdere til både fødevarer og non-food produkter.
PET findes i 2 former: A-PET, der er amorf og transparent, og C-PET, der er del-krystallinsk og ugennemsigtigt. Flasker er amorfe og derfor transparente, medens emballager til mikroovne er krystallinske og derfor uigennemsigtige.

PVC

PVC, Polyvinylchlorid
PVC har været i brug i mere end 50 år og er på grund af sine tekniske egenskaber blevet meget udbredt.
Hvor andre plastmaterialer hovedsageligt fremstilles af råolie, fremstilles PVC ved hjælp af råolie og salt (natriumklorid). Til produktionen bruges 57% salt og 43% olie
PVC-produkter kan groft opdeles i to hovedgrupper. Hård PVC og blød PVC. Eksempler på hårde PVC-produkter er rør, vinduer, kabelbakker og profiler. Eksempler på bløde PVC-produkter er gulve, isolering af el-kabler, medicinsk udstyr og presenninger.
Hård PVC udgør omkring to trediedele af PVC-forbruget, medens resten er bløde eller fleksible produkter, som de også kaldes. Det, der adskiller de bløde fra de hårde PVC-produkter, er, at kun de bløde indeholder blødgørere. Der findes forskellige typer af blødgørere.
PVC indeholder klor, som frigives når PVC brænder. Klor reagerer med vanddamp og danner saltsyre, som i større mængder er skadeligt i naturen. I forbrændingsanlæg bliver kloren neutraliseret ved brug af kalk for at undgå forsuring af naturen.
Hårde PVC produkter er velegnede til genanvendelse. I 1998 blev genanvendelsesselskabet WUPPI A/S stiftet af 5 store danske producenter af PVC produkter. Dermed blev indsamlingen og genanvendelsen af PVC i større omfang sat i system med en landsdækkende ordning (se www.wuppi.dk). WUPPI indsamler alle de hårde PVC-byggeprodukter.

PC/ABS

Polycarbonat/akrylnitril-butadien-styren, PC/ABS
er en blanding af PC og ABS, der giver en unik kombination af høj forarbejdelighed af ABS med PC’s fremragende mekaniske egenskaber, slagstyrke og varmebestandighed
Balancen mellem egenskaber i PC/ABS kontrolleres af forholdet mellem PC og ABS i blandingen, polycarbonatets molekylevægt samt additivsammensætningen. Forholdet mellem polycarbonat og akrylnitril-butadien-styren har hovedsageligt indflydelse på slutproduktets varmebestandighed. PC/ABS-blandinger udviser en synergieffekt, hvilket resulterer i en fremragende slagstyrke ved lave temperaturer, der er bedre end slagstyrken i ABS eller PC

PEEK

Polyetheretherketon, PEEK
PEEK er et delkrystallinsk materiale, som bruges, hvor der stilles store krav til mekanisk styrke, temperatur og kemikaliebestandighed. Da PEEK kan gammasteriliseres, bruges det blandt andet til medicinske instrumenter. Herudover anvendes det ofte som alternativ til metaller som rustfri stål og titanium.

PSU

Polysulfon, PSU
PSU er en amorf transparent plast med et gulligt skær. Det bruges ofte til steder, hvor der er krav om transparenthed. PSU har en god hydrolyse og rimelig god kemikaliebestandighed samt høj temperaturbestandighed. Materialet er kendetegnet ved god styrke, stivhed, dimensionsstabilitet og gode elektrisk isolerende egenskaber
Anvendes typisk i elektronik-, bil-, luft- og rumfartsindustrien samt til husholdningsudstyr.