MARIAGER-VIRKSOMHED FIK ÅRETS MILJØPRIS

Fire årtiers nytænkende arbejde inden for genbrug af plast blev tirsdag eftermiddag hædret, da virksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S (AVL) fik overrakt Mariagerfjord Kommunes miljøpris 2016. Jørgen Hammer Sørensen, formand for kommunens teknik- og miljøudvalg, overrakte prisen til administrerende direktør Franz Cuculiza. Prisen består af et diplom og 5000 kroner. Overrækkelsen fandt sted på virksomheden, der ligger på Klostermarken 3 i Mariager og beskæftiger i alt 51 medarbejdere.

Komiteen bag kommunens miljøpris har lagt vægt på, at Aage Vestergaard Larsen har været både ihærdig og nytænkende – og har gjort en stor forskel for, hvordan plastaffald bliver håndteret i Danmark og genanvendt som ressource til nye produkter.

Komitéen finder det spændende, at virksomheden siden sin start i 1972 konstant har arbejdet på at finde nye måder til at genanvende plast på, senest at udvikle vaskemetoder til beskidt plast, at indsamle og udskille plastrester, og samarbejde med Mariagerfjord Kommune om uddannelse af medarbejdere på genbrugspladser og indsamling af plast.

De øvrige indstillede kandidater var Anders Palmhøj Nielsen, deltidslandmand ved Hobro, for naturpleje, der fremmer naturværdier og rekreation, Nopa Nordic i Hobro for fremme af miljømærkede sæber og plejeprodukter og Børnehaven Frimærket for at sætte fokus på naturen, udeaktiviteter og miljøbevidste børn.

Aage Vestergaard Larsen modtager Miljøprisen 2016.