12 erhvervsledere giver gode råd til regeringen

Administrerende direktør Franz Cuculiza fra plastvirksomheden Aage Vestergaard Larsen i Mariager er eneste nordjyde i det eksklusive selskab. I bestræbelserne på at sætte skub i den cirkulære økonomi har regeringen nedsat et Advisory Board bestående af 12 erhvervsledere. Advisory Boardet har efter godt et halvt års arbejde afleveret 27 anbefalinger til, hvordan regeringen kan understøtte dansk erhvervslivs omstilling til cirkulær økonomi og dermed bidrage til bedre recirkulering af materialer og øget genanvendelse, som igen kan styrke væksten og give gevinster for miljø og klimaet.

Administrerende direktør for Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager, Franz Cuculiza, er blandt de 12 medlemmer af Advisory Board. Aage Vestergaard Larsen A/S er Nordens største virksomhed inden for genanvendelse af plast og er af de mest vidende virksomheder indenfor området.

Cirkulær økonomi

– Vores første anbefaling er at gøre cirkulær økonomi til vækstmotor for danske virksomheder. Vi skal high lighte mulighederne for at høste de potentielle gevinster, der ligger i cirkulært produktdesign, produktionsprocesser og forretningsmodeller. Beregninger viser, at vi kan øge bruttonationalproduktet med 45 mia. kr. , reducere CO2 udslippet med 6,9% og skabe yderligere 13.000 nye arbejdspladser af alle slags ved at øge viden, kompetencer og netværk i forhold til cirkulær økonomi, forklarer Franz Cuculiza.
– Da vi hos Aage Vestergaard Larsen A/S valgte at skifte vores glødepærer ud med LED-pærer, gav vi arbejde til en elektriker, som fik mulighed for at handle i den lokale dagligvarebutik og så videre. Selv mindre tiltag har en stor betydning, påpeger direktøren, som yderligere nævner, at det f. eks. ville være oplagt at skabe en produktion af bl.a. genbrugstræ fra de omfattende nedrivninger på havnen i Aalborg.

Selv mindre tiltag har en stor betydning, påpeger direktøren. Da vi fx valgte at udskifte vores glødepærer med LED-pærer skabte vi såvel arbejde for elektrikere såvel som store interne besparelser på vores EL-forbrug, som så igen har betydet en væsentlig reduktion af CO2 udslippet. Det ville f. eks. også være oplagt at skabe en produktion af bl.a. genbrugstræ fra de omfattende nedrivninger på havnen i Aalborg.
– Meget af det træ, der bliver revet ned, når gamle industribygninger skal give plads til nyt boligbyggeri, kunne med fordel genbruges til eksempelvis borde eller andre møbler, som oven i købet får deres egen historie.

Cirkulære kommuner

Cirkulære kommuner er et nyt begreb, som Advisory Board præsenterer regeringen for. Kommunerne spiller en vigtig rolle i omstillingen til en cirkulær økonomi, fordi de tit er det første led i mødet med det offentlige – både for virksomheder og borgere. Men kommunerne er bundet af en række regler, som kan være en barriere for cirkulær økonomi. Advisory Board anbefaler, at der etableres en række cirkulære kommuner, der forpligter sig til at accelerere omstillingen til en mere cirkulær økonomi med målsætninger og konkrete indsatser inden for bl.a. indkøb, byggeri, affald, spildevand og udnyttelse af overskudskapacitet. Kommunerne skal have status af frikommuner, der efter aftale med hver enkelt kommune undtages fra specifikke statslige regler. De cirkulære kommuner skal fungere som inspiration for andre kommuner og danne baggrund for eventuelle justeringer af den statslige regulering.

– De cirkulære kommuner skal facilitere et samarbejde mellem det offentlige og private aktører, men visionen støder på nogle politiske barrierer, fordi de private virksomheder gerne vil, men de synes, at de offentlige ambitioner ikke er store nok endnu. Omvendt mener kommunerne ikke, at de private virksomheder er dygtige nok, siger Franz Cuculiza. Gitte Buk Larsen er datter af Aage Vestergaard Larsen, der stiftede virksomheden i Mariager i 1972. Hun er formand for virksomhedens bestyrelse og fungerer som chef for forretningsudvikling og marketing og er desuden medlem af bestyrelsen for NBE – Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling Norddanmark.
– I NBE er vi gode til at tænke nye tanker, og vi er et bevis for, at tingene godt kan fungere i samhørighed, hvis vi vil det nok, tilføjer Gitte Buk Larsen og peger på, at samtlige nordjyske kommuner er medlem af NBE.

Husholdningsaffald

Ensretning af den kommunale indsamling af husholdningsaffald for at fremme genanvendelse er også en anbefaling fra Advisory Board. Kommunerne sammensætter selv indsamlings- ordningerne for husholdningsaffaldet og fastsætter egne sorteringskriterier. Resultatet er manglende storskalafordele, når affaldet skal behandles. Advisory Board anbefaler at indføre landsdækkende sorterings-kriterier for husholdningsaffald og at udvikle et begrænset antal kommunale indsamlings-ordninger, som de enkelte kommuner kan vælge imellem.
– Det er forvirrende, når 98 kommuner hver især har deres egen måde at sortere husholdningsaffald på, men måske skal vi begynde på regionsplan og ikke ude i den enkelte kommune, mener Franz Cuculiza, der godt kan forestille sig Region Nordjylland som foregangsregion.
Advisory Board anbefaler, at regeringen aktivt arbejder for at fremme cirkulært design, så produkter i højere grad egner sig til genanvendelse. Uddannelser bør tage sigte på, at produkterne får en cirkulær værdi – at de designes til at kunne repareres, skilles ad, genbruges og genanvendes.

Cirkulært design

– Cirkulært design er ikke kun en god idé. Med den mangel på ressourcer, som vi står overfor, når befolkningstallet på kloden forventes at vokse til 10 mia. i 2050, samtidig med at middelklassen og dermed forbruget af varer og tjenesteydelser vokser, så er cirkulær design simpelt hen en nødvendighed. Det er tid til gentænkning af vores forretningsmodeller og velfærdssamfund ud fra følgende formel: Reduce. Reuse. Recycle. Rethink, understreger Franz Cuculiza.