Nu er det slut med genbrugsplast!

Den nyudnævnte forbrugerombudsmand, Torben Jensen har allerede været ude at markere et øget fokus på ”greenwashing”, og plasten er ikke gået ram forbi.

Forbrugerombudsmanden advarer (og har allerede sendt en indskærpelse til et firma) mod at overtræde vildledningsforbuddet i markedsføringsloven ift. at bruge begreberne genbrugsplast og genanvendt plast.

I Danmark har man i mange år brugt begrebet genbrugsplast om produkter lavet i genanvendt plast. Vi i AVL har før opponeret mod, at et produkt lavet i genanvendt plast lanceres som et produkt fremstillet i genbrugsplast. Vi opgav den kamp for flere år siden, da danskerne har taget begrebet genbrugsplast til sig i en forståelse om, at det svarer til genanvendt plast. Men sådan er det absolut ikke!

DEFINITIONER PÅ GENBRUGT OG GENANVENDT PLAST:

Genbrugt plast er, når et produkt bruges igen, som fx når plastflasker er skyllet og rengjort, og der derefter fyldes ny væske i.

Genanvendt plast er, når plast oparbejdes (i stedet for at blive brændt eller smidt væk), og der fremstilles et nyt produkt af den oparbejdede plast.

Man risikerer en dom for vildledende markedsføring, hvis man bruger ordet genbrugsplast i sin markedsføring af et plastprodukt, hvis produktet er lavet af genanvendt plast.

Konklusionen er, at vi alle skal være opmærksomme på at bruge ordene ”genbrugsplast” og ”genanvendt plast” korrekt jævnfør ovenstående definitioner.