”Blandingsmisbrug” koster industrien dyrt

Artikel i MAGASINET PLAST

Af: Gitte Buk Larsen, Forretningsudvikling- og marketingchef hos Aage Vestergaard Larsen A/S

Det daglige ’blandingsmisbrug’ i plastbranchen og industrien i det hele taget hæmmer plastbranchens konkurrenceevne, da den herved hindres i at få en billigere råvare tilført dens produktionsapparat. ’Blandingsmisbruget’ betyder, at rigtig meget godt plast ikke kan genanvendes til en kvalitetsråvare, som er meget konkurrencedygtig set i forhold til virgine råvarer. Og hvad menes så med ’blandingsmisbrug’? Der menes den daglige sammenblanding af forskellige plasttyper i form af produkter, og det være sig kasserede produkter i plastproduktionen, færdige produkter som kasseres i fx detailhandlen, industrien generelt eller på de kommunale genbrugspladser.

Det kan også være den uskik, vi ofte ser med hensyn til design af produkter, hvor det ser ud som om designerne i blandt konkurrerer om, hvem der kan designe et produkt bestående af flest mulige forskellige plasttyper. Også på de kommunale genbrugspladser afleveres plastspild/affald i en container eller i bedste fald 2-3, hvorfor værdien af den sammenblandede plast er så lille, at det oftest køres til forbrænding eller eksporteres til lande, hvor omkostningerne til lønninger er så små, at en håndsortering af vores plastaffald kan betale sig. Det virker ikke strategisk klogt at eksportere en værdifuld ressource til lande, som vi så bagefter skal konkurrere med. Det burde ikke overraske, at de kan sælge billige produkter i Danmark, når vi har ’foræret’ dem råvaren!

’Blandingsmisbruget’ gør det om ikke umuligt så i hvert meget svært at genanvende det sammenblandede plast på en fornuftig måde, og med en fornuftig måde menes at en råvare baseret på genanvendt plast skal have en kvalitet, der gør det muligt, at genanvende det igen og igen. Ellers har vi jo bare flyttet problemet videre- også til næste generation, og hvem ønsker det? Den danske genanvendelsesindustri har gennem de seneste år investeret i såvel menneskelige som teknologiske ressourcer, som gør det muligt, der for få år siden var umuligt i Danmark. Vi er parate til at indgå i en konstruktiv dialog om, hvorledes ’blandingsmisbruget’ kan stoppes ved at sortere bedre, og derved få tilført plastspildet en merværdi, der er større end sorteringsomkostningerne. Så opfordringen her fra skal være, at hele værdikæden fokuserer på den forbedrede konkurrenceevne vi kan opnå ved at sortere plasten optimalt.