Normalt får man hos Aage Vestergaard Larsen A/S plastspild ind og oparbejder det til en ny plastråvare til den europæiske plastindustri.
Men tirsdag d. 8. august kom der plastaffald op på væggene hos os her i Mariager.
Kunstneren Carolien Adriaansche fra Holland har været indbudt til at lave et kunstværk af plastaffald til udstillingen ”Rethink Matter”.
Udviklings- og marketingschef Gitte Buk Larsen hos Aage Vestergaard Larsen blev kontaktet af Carolien, da udstillingen i Århus var slut, da Carolien ønskede at drøfte kunstværkets liv efter udstillingen i Århus og fortæller :
”Jeg faldt straks for Caroliens fantastiske kunstværk, og vi blev hurtig enige om at kunstværket skulle have sit fremtidige liv hos os i Mariager. Ikke kun fordi det er et fantastisk kunstværk, men også fordi det symboliserer et vigtigt trin i den cirkulære økonomi, som betyder at vi skal fokusere på alle trin i produkternes levetid, og Caroliens kunstværk vil for os også være et symbol på, at plast både kan og skal genbruges og genanvendes. Interesserede er velkomne til at køre forbi vores virksomhed i Mariager, hvor de ude fra vejen vil kunne se det imponerende kunstværk hænge på væggene i forhallen”
Carolien startede tilbage i 1991 med at lave kunst indenfor dette område og hendes forskellige værker har været jorden rundt – lige fra Paris, Hong Kong og ikke mindst New York. Carolien blev i 2005 den første kunstlærer i Holland med et speciale indenfor affald ”de Afvaljuf” og hun underviser stadig rundt omkring på forskellige skoler og workshops.