FRA MÆLKEKASSER TIL MILLIONOMSÆTNING

Aage Vestergaard Larsen A/S bruger åbenhed og samarbejde til at fokusere på kerneforretningen og sikre affaldsplast nyt liv. Resultatet er ny omsætningsrekord i produktionsvirksomheden i Mariager. De er Nordeuropas største inden for deres felt. De har mere end fordoblet deres omsætning fra 39 til 80 mio. kr. de seneste 10 år. Og de har millionprojekter med både offentlige og private aktører. Aage Vestergaard Larsen A/S (AVL) i Mariager lever af at genanvende plast og har vokset sig stærk på en blanding af åbenhed, udvikling og samarbejde.

”For hvert kilo genanvendt plast, der produceres og bruges som et alternativ, bliver miljøet sparet for 2,4 kilo CO2-udslip.”
— Franz Cuculiza adm. direktør, Aage Vestergaard Larsen A/S

Vi har før levet mere stille, men for nogle år siden besluttede vi at åbne op – at blive mere udadvendte og synlige. Vi har det, der skal til, for at spare verden for at bruge en masse yderligere plastik ved at genanvende det, vi allerede har, siger bestyrelsesformand og medejer Gitte Buk Larsen.

Dobbelt op på omsætning

Historien om Aage Vestergaard Larsen A/S starter i 1972. Der er oliekrise i Danmark, og Aage Vestergaard Larsen ser en forretning i at opkøbe de grønne mælkekasser fra mejerierne og andet plastaffald fra lokale plastfirmaer, omdanne plastaffaldet til granulat og sælge det tilbage til plastindustrien som en ny råvare.

Han starter i familiens udhus, rykker siden på havnen i Mariager og lander på en 80.000 kvadratmeter stor grund uden for Mariager by. I 2013 går Aage Vestergaard Larsen bort, og i dag driver datteren, Gitte Buk Larsen – sammen med sin familie – plastvirksomheden videre i et tæt samspil med blandt andre adm. direktør Franz Cuculiza. Og grundlæggende udfører de 57 medarbejdere det samme, som medarbejdere i AVL altid har gjort: Sorterer, renser, kværner og regenererer plast, så det kan blive til nye produkter i stedet for at blive brændt af eller eksporteret til udlandet. Men hvor plastvirksomheden var hårdt presset under finanskrisen og i årene efter, er AVL netop kommet ud af 2018 med omsætningsrekord.
– 80 mio. kr. eller mere end dobbelt så meget som for 10 år siden – det kan vi godt være stolte af, siger adm. direktør Franz Cuculiza.

Mindre skal gå op i røg

Han fortæller, at status på plast i Danmark lige nu er, at 200.000 ton plast årlige bliver brændt af, 100.000 ton eksporteres ud og 50.000 ton genanvendes. Den adm. direktør og medejeren af AVL er enige om, at det må kunne gøres bedre.
– Vores mission er at øge graden af plastgenanvendelse. Hvis vi gør det rigtigt, kan den genanvendte plast gå tilbage til plastindustrien og blive til nye plastprodukter, der kan genanvendes igen og igen, siger Gitte Buk Larsen. Og spare miljøet, forklarer Franz Cuculiza.

– For hvert kilo genanvendt plast der produceres og bruges som et alternativ til en ny plastråvare, bliver miljøet sparet for 2,4 kilo CO2-udslip, siger han. De to satte sig for at bevise, at det godt kan lade sig gøre både at være ansvarlig, leve op til FN’s Verdensmål, bidrage til at Danmark sender mindre plast til afbrænding – og tjene penge. En af måderne er via samarbejde med offentlige og private, uden og inden for plastindustrien.

Nu sorterer de havemøbler i Nordjylland

Sammen med Danmarks største forsyningsvirksomhed HOFOR og Kalundborg Forsyning har AVL de seneste to år genanvendt flere hundrede ton vandledningsrør.
– Rørene ville ellers blive brændt af eller sendt ud af landet. Nu sender forsyningsselskaberne deres rør og rørstumper til Mariager, hvor de bliver genanvendt og siden får et nyt liv som nye produkter, fortæller Franz Cuculiza. AVL køber også gamle grønne skraldespande og mælkekasser, orange rør fra byggerier, plastflasker – og havemøbler.
Det med havemøblerne er nyt. Og kan kun lade sig gøre, fordi det i 2018 lykkedes Gitte Buk Larsen at få Region Nordjylland til at sortere havemøbler på genbrugspladserne i farvede og hvide.
– Vi kan kun bruge de farvede, så jeg har fået regionen til at stille to containere op på pladserne, så det er nemt for hr. og fru Jensen at sortere, siger hun.

Kom og lær om plast

2018 var også året, hvor et andet af medejerens projekter kom op at flyve: CIRKLA – Akademiet for plastgenanvendelse, Europas første. Industriens Fond har støttet med tre mio. kr. Og ud over ny viden om plast og etablering af et nationalt netværk for genanvendelse af plast, skal CIRKLA afholde fysiske og online kurser i omgangen med plast. Dem står AVL for, de er allerede en stor succes.
– Vi er blevet lagt ned. Hver gang vi åbner, bliver pladserne revet væk. Lige nu har vi tre fuldt bookede kurser og ventelister frem til marts. Det er lidt vildt, siger Gitte Buk Larsen.

Hun fortæller, at de deltagende virksomheder gerne vil i gang med at genanvende plast – eller genanvende noget mere. Virksomhederne er både plastforbrugende og plastproducerende virksomheder, der får en nøje gennemgang af plast, hvordan AVL arbejder med det – og mulighed for at stille fem spørgsmål vedrørende deres egen virksomhed. Aage Vestergaard Larsen A/S er også i gang med et projekt med Miljøstyrelsen – et testforløb til fem mio. kr. for at finde en måde at genanvende plast fra de danske husholdninger. Franz Cuculiza fortæller, at AVL skal udvikle en ny oparbejdningslinje til alle hårde plasttyper fra de private husstande. Den skal sikre samme høje kvalitet i det genanvendte husstandssorterede plast som i det industrielle plast.

– Vi samarbejder med alle i værdi-kæden – fra sorteringsanlæg til plast-producenter. Og forhåbentlig når vi frem til nye produktionsmetoder, der gør, at hård plast fra husholdningerne kan indgå i en cirkulær økonomi, siger den adm. direktør. Gitte Buk Larsen peger på, at de mange projekter og samarbejder ikke var mulige, hvis hun og den adm. direktør også skulle være tilstede hele tiden i den daglige drift. Som hendes mor. Og bror.

”Vi har det, der skal til, for at spare verden for at bruge en masse yderligere plastik ved at genanvende det vi allerede har.” — Gitte Buk Larsen, Bestyrelsesformand og medejer, Aage Vestergaard Larsen A/S

Mor kører truck

75-årige Karen Buk Larsen kører truck på fabrikken på dagholdet hver dag. Og Frank Buk Larsen arbejder på aftenholdet. Gitte Buk Larsen har titel af chef for forretningsudvikling og markedsføring – og så er hun hovedaktionær og formand for bestyrelsen i Aage Vestergaard Larsen A/S – hvor den adm. direktør Franz Cuculiza også har plads.
– Jeg ville ikke anbefale andre noget lignende. Lærebøgerne fraråder det også. Men vi gør det, og den særlige konstellation virker rigtig godt her hos os, siger han. Gitte Buk Larsen nikker. – Familien har fuld tillid til, at vi kører virksomheden, siger hun.

Priser og kinesisk besøg

Det er der også andre, der har. De seneste år har Aage Vestergaard Larsen A/S vundet en lille byge af priser for sit bidrag til at fremme genanvendelsen af plast i Danmark – og samtidig øge væksten i virksomheden (se boks). Som de første i plastbranchen er AVL også blevet ISO­certificeret i henholdsvis kvalitetsledelse og miljøledelse. Og har haft besøg af Dronning Magrethe i 2017 – og af en kinesisk delegation på 28 mand i efteråret 2018.
– De besøgte os som den ene af to plastvirksomheder i Danmark, fordi vi har et konkret bud på at gøre plastik til fremtidens ressource – et produkt, plastindustrien kan bruge igen i stedet for at brænde det af. Det er vildt – og vildt dejligt – at Aage Vestergaard Larsen nu er nået helt til Kina, siger Gitte Buk Larsen.

FAKTA

  • Stiftet i 1972 af Aage Vestergaard Larsen
  • Ejes og drives af familien Buk Larsen
  • Genanvender plast – 15.000 ton om året
  • Hovedkvarter i Mariager
  • 57 medarbejdere, primært ufaglærte
  • Tre holds skift, 24/5
  • Eksporterer ca. 35 pct.
  • Omsætning 2018: 80 mio. kr. (rekord)

Aage Vestergaard Larsen A/S og priserne

  • 2017: Kommunalteknisk Chefforenings (KTC) Innovationspris for det offentlig/private-samarbejde med HOFOR og Kalundborg Forsyning om at genanvende vandrør
  • Plastindustriens Plastpris 2017 for målrettet at arbejde med at fremme genanvendelsen af plast i Danmark. Modtog også prisen i 2009.
  • 2016: Mariagerfjords Miljøpris 2016 for konstant at arbejde på at finde nye måder til at genanvende plast på og på at udvikle vaskemetoder til beskidt plast, at indsamle og udskille plastrester.
  • 2015: Dansk Industris Initiativpris 2015 (DI Aalborg) for at øge genanvendelsesgraden af plast i Danmark og investere i nye teknologier og samtidig øge væksten i virksomheden.

Få en bestyrelse – og husk at skifte den

Medejer og bestyrelsesformand for plastvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S, Gitte Buk Larsen, har ét godt råd til andre små- og mellemstore virksomheder, der gerne vil vokse: Få en bestyrelse.
– En bestyrelse giver den professionelle angrebsvinkel, så du får organisk vækst, hvor alle er med. I stedet for det jeg kalder hovsa-vækst, som du har svært ved at styre, siger hun. Som bestyrelsesformand i sin egen familieejede virksomhed har Gitte Buk Larsen valgt at gøre sin adm. direktør og tætte samarbejdspartner Franz Cuculiza til bestyrelsesmedlem – men også at hente to bestyrelsesmedlemmer ind udefra: Én med speciale i produktion og én med fokus på strategi og kommercialisering.

– Os i virksomheden er i vores egen andedam. Vi skal skubbes lidt, og det kan nye folk udefra. Jeg har suppleret bestyrelsen med de kompetencer, vi skal bruge til at køre vores strategiplan i mål, siger hun. Gitte Buk Larsen slår desuden et slag for at skifte bestyrelse.
– Jeg ser en bestyrelse som et dynamisk instrument, som jeg ikke er sentimental omkring. Når en strategiplan er i mål, kan det sagtens være, der skal en ny bestyrelse til for at bringe AVL videre, siger hun. Den nuværende bestyrelse i Aage Vestergaard Larsen A/S er fra 2015. Den tidligere sad fire år fra 2011 – 2015.