Nordjysk opfindelse skal ud i verden: Kan fordoble genanvendelsen af vores plastaffald

Artikel fra tv2nord.dk den 8. juni 2020
Af Jens Skriver Steffensen

En ny maskine kan både blive en gave for miljøet og et eksporteventyr for Aage Vestergaard Larsen A/S.

Aage Vestergaard Larsen (AVL) sparker nu døren ind til et helt nyt forretningsområde med en nyudviklet maskine til genanvendelse af hustandsindsamlet plast.

60.000 tons plastaffald fra danske husstande og virksomheder bliver hvert år genanvendt til nye plast-produkter. Det lyder jo fantastisk, men når virkeligheden er, at de resterende 290.000 tons plastik, der bliver smidt ud, ikke kan genanvendes bliver billedet straks lidt mere dystert set med miljøbriller.

Men det er sandheden. En meget stor del af den plast, der bliver husstandssorteret kan ikke genanvendes og det er et stort problem. Men det er også et problem som virksomheder i både Danmark og resten af verden knokler for at løse.

Virksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager er en af de virksomheder – og de har faktisk fundet en del af løsningen på problemet. De har nemlig opfundet en maskine, der kan fordoble andelen af plast, der genanvendes.

– Maskinen vasker, sorterer og tørrer plastikken, så den kan genanvendes. Og samtidig bruger den faktisk meget mindre vand end andre tilsvarende anlæg, fortæller Franz Cuculiza, der er administrerende direktør i Aage Vestergaard Larsen.

– Det er vi sgu egentlig vældig stolte af, lyder det fra direktøren.

Tager patent på maskinen
Den nye maskine har været på vej siden 2013, men det er for alvor gået stærkt i de sidste tre år gennem et såkaldt MUDP-projekt hvor Aage Vestergaard Larsen sammen med Reno-Nord, fire andre virksomheder, Teknologisk Institut og Miljøstyrelsen har arbejdet på at gøre maskinen til virkelighed.

– Den har først kørt som et laboratorieforsøg og for et halvt års tid siden kom den så igang med at sortere plastik, fortæller Franz Cuculiza.

En af forcerne ved den nye maskine er, at de plast-perler – pellets på fagsprog – der kommer ud af maskinen, kan bruges til produkter, der kan genanvendes igen og igen og blive en del af en plast-cyklus stort set uden affald.

– Vi har haft en af de store emballage-producenter i Danmark til at støbe emballage af vores produkt og det bestod både på holdbarhed og kemi, fortæller direktøren for Aage Vestergaard Larsen, der nu har indsendt en patentansøgning på maskinen. Virksomheden tror nemlig så meget på den, at de håber at få den ud i verden.

– Vi ser nogle økonomiske muligheder på det europæiske marked, så den skal da ikke kun stå her i Mariager. Vi skal have den ud i verden og gøre gavn, siger Franz Cuculiza.

Franz Cucilaza

Franz Cuculiza, direktør i Aage Vestergaard Larsen A/S. Foto: Jakob Lerche Photo Studio

Mange typer plast
Der findes et utal af forskellige plast-typer og nogle er nemmere at genanvende end andre.

I en dansk husholdning består omkring 70 procent af plast-affaldet af typerne PE, PP og PET-plast og det er PE og PP den nye mestrer at få genbrugt.

Nogle typer plast – for eksempel de fleste typer af kaffe- og chipsposer – indeholder lidt metal. Det gør dem umulige at genanvende og de fleste kommuner frabeder sig da også disse produkter i plast-containeren ligesom at pizza-bakker ikke må smides ud med pap-affaldet på grund af fedtresterne.

Andre typer emballage er sammensat af forskellige typer plast og disse er også meget svære, hvis ikke umulige, at genanvende.

EU har vedtaget regler på området, der siger at al plastemballage skal kunne genanvendes fra 2030.

God sortering er alfa omega
Der er i øjeblikket politiske forhandlinger igang som handler om hvorvidt affaldshåndtering og -sortering skal overgå fra det kommunale til det private. Hvordan de forhandlinger ender, ved ingen lige nu og det er faktisk heller ikke noget, der bekymrer hos Aage Vestergaard Larsen. Det gør til gengæld den gode sortering.

– Om det er offentlige eller private der skal håndtere affaldet er vi groft sagt ligeglade med. Det der bekymrer os er, at der sker en ordentlig sortering, så plasten kan genanvendes. Det der ikke må ske er, at det hele bare bliver blandet sammen, for så kan vi altså ikke bruge det til noget, og så bliver det enten brændt eller eksporteret, fortæller direktøren der lige nu har planer om en egentlig produktionslinje baseret på den nye opfindelse, i høring.

– Vi har finansieringen på plads og bestyrelsen har sagt god for projektet, så nu håber vi at høringen går godt så vi kan komme videre med at sortere og producere.